Den passive, pengeudbetalende velfærdsstat
Danmark er et stolt land, det
ville være at vende den anden kind til, hvis man forsøgte at benægte dette; i
Danmark skal vi alle være danskere, vi skal alle være en del af det danske
fællesskab, hele molevitten, selv vand med brus, det kalder vi nemlig for
danskvand. Ser jeg alvorligt på velfærdsstaten over kanten af bogholderimappen,
bliver jeg hurtigt gennet væk, for velfærden må jeg ikke pille ved, det er udansk og et tydeligt opråb om, at jeg
ikke ønsker at tage del af dette fællesskab.
”Middelklassen romantiserer underklassen” mener Karina Pedersen i debatten
omkring kontanthjælp – og jeg er fuldstændig enig.
Vi går rundt i forestillingen om,
at det er staten, som er fællesskabet, hvilket jeg selvfølgelig kun kan
beklage. Det er et smuthul vores virkelighed, som har vokset sig større og
større i løbet af de seneste tredive år. ”Knækket kom i 1980’erne” estimerer
Karina Pedersen i det hun mener, at det var omkring her, at velfærdsstatens
promiskuøse røde løber og adfærd tog overhånd og trak støttemodtagerne med sig i
fordærv.
Det gør mig forvirret, når jeg
får af vide, at jeg er individualist og egoistisk, fordi jeg ikke støtter op om
den danske velfærdsstat. Misforstå mig ikke, jeg holder meget af vores velfærd,
men ”den passive, pengeudbetalende velfærdsstat” som Lisbeth Zorning fremlægger
det, kan jeg på ingen måde spejle mig selv i. Er det ikke netop de individer,
der vælger flasken og sofaen på grund af kontanthjælpen, som er sygeligt
centreret om dem selv? Er det ikke netop disse mennesker, som er egoistiske? Er
det ikke netop dem, som fremvælger fællesskabet og i stedet pisser det op og
ned ad ryggen?
Min mor lider under adskillige
sygdomme og er ikke rask nok til at kunne arbejde, hun har opfostret min søster
og jeg udelukkende med førtidspensionen at takke. Præcis som Zorning, mener
jeg, at velfærden kun skal gives til de danskere, som har absolut brug for det,
alt andet vil jo evident virke destruktivt både for velfærdsstaten og modtagerne.
I denne sammenhæng bør man selvfølgelig også huske sig selv på, at, som den
tidligere kvindelige præmiereminister Margaret Thatcher sagde, ”problemet med socialismen er, at man i sidste
ender løber tør for andre folks penge”. Den nuværende kontanthjælpsordning
er på ingen måde en investering, det er et smuthul, hvor andre folks penge
aldrig kommer op igen.
Astrid Laura Dam Jensen 1.K
Ingen kommentarer:
Send en kommentar