Læserbrev

"Penge kan ikke gøre dig lykkelig, men det bliver noget lettere at leve i elendigheden."

Med ugangspunkt i debatten med Lisbeth Zorrig Andersen og Karina Pedersen er jeg delvist enig med begge. Hvis du har fået en negativ social arv, kan det både være din stærke moral og personlige styrke, samt hjælpen fra andre mennesker som hjælper dig til at bryde mønsteret. Det er måske en blanding af begge dele. Jeg mener bestemt ikke at den faktor at staten bliver ved med at give penge ud til højre og venstre, igen og igen, til underklassen hjælper dem ud, hvis ikke de kan finde ud af at bruge penge. Dette vil blot medvirke til at disse mennesker vil forblive fanget i en ond cirkel.

Så hvad er løsningen? Statens mål er at motivere alle borgere til at være beskæftigede, men at give penge til mennesker så de kan klare sig fint som arbejdsløse resultere måske i det stik modsatte. Måske får borgerne i det danske samfund den holdning at de ikke behøves at lave noget, netop fordi at de får penge fra kommunen til at kunne betale for tilværelsen. Dog skal det ikke være så sort og hvidt, for der er også mange borgere som virkelig har brug for pengene, og værdsætter det og prøver at skabe sig en god tilværelse med de midler de har. Dét som er problemet, som Karina også peger på, er at hvis du giver penge til en misbruger bliver pengene måske brugt på piller, og ikke husleje og grøntsager. En løsning på dette kunne være mere opsyn med hvad pengene bliver brugt på, så de bliver brugt på det rigtige. Der har også været tale om et vist belønningssystem; denne idé bygger på at man ser på individets fremgang, man ser altså til om personen tager imod hjælpen fra staten og prøver at foretager visse forbedringer. Det kan fx være at man går igang med en uddannelse, og det går bedre og bedre med at uddanne sig. I dette tilfælde sikre man sig at pengene bliver brugt rigtigt, og til et godt formål.

"Uddannelse er til grin". Dette er en af underskrifterne i Debatten om at komme ud af offerrollen. Jeg synes at det er dybt til grin at nogle har denne holdning. At man ikke har lyst til at tage en uddannelse fordi det er 'til grin' er i mine øjne det samme som at læne sig tilbage i sofaen og have en foventning om at der nok skal være en anden som sørger for at betale regningerne. Man må selv tage et skridt frme og tage imod den hjælp som staten tilbyder dig.  

Der er andre muligheder. Løsningen er ikke den samme for alle, og mennesker har forskellige måder at bryde det negative mønster på. Alle mennesker skal til en vis grad tage et personligt ansvar, men det er langt fra alle som kan blive mønsterbrydere på egen hånd; de skal hjælpes. Og det er her at der er andre løsninger end at blive ved med at give dem flere og flere penge. Personer som har det dårligt psykisk bør alle have mulighed for at komme i behandling, så de kommer ud af deres misbrug, så de kan få en uddannelse og skabe sig en god tilværelse. Det er især svært i Danmark at få behandling, fordi det er for dyrt. Her bør staten biddrage, da det vil være en investering for dem at borgerne i samfundet har det psykisk og fysisk godt da det resultere i at de bedre vil kunne bidrage til samfundet.

Min konklusion er at vi bliver nødt til at finde en måde at sikre os på at de penge som staten giver, falder i god jord og bliver brugt ordentligt. Ellers er det som at smide penge ud af vinduet. Formålet med denne debat er jo netop at finde den bedst mulige måde at hjælpe folk til at skabe sig en god tilværelse, hvor de kan forsørge sig selv og bidrage til et godt samfund.

Linea Sofie Larsen, 1.K