Den Residuale Velfærdsmodel

Den residuale velfærdsmodel er også bedre kendt som den liberale model. En af grundtankerne for den liberale model er, at den ikke betragter staten som et serviceorgan for borgerne – det stærke individ klarer sig selv.

Den residuale velfærdsmodel findes blandt andet i USA og England. Her i Danmark er Liberal Alliance nok det eneste parti, der nærmer sig en politik, der ønsker en fuldkommen residual model for Danmark.

Her er fordelingen af roller hos de tre aktører, staten, markedet og civilsamfundet, fordelt således at staten, i modsætning til her i Danmark, spiller den mindste rolle. Sociale ydelser er her begrænset så meget, at det kun er de allermest trængende borgere, som har ret til den. Dette skyldes den lave skat, som giver statskassen en lavere indkomst og derved færre midler at dele ud til folket.

Som følge af dette må borgerne selv købe sin velfærd gennem penge tjent på arbejdsmarkedet. Staten må derfor ikke forhindre markedsøkonomien i at virke optimal og ligesom i markedsøkonomien tror man på, at arbejdsmarkedet regulerer sig selv. Borgerne er deres egen lykkes smed og skal forsørge sig selv ved at tilpasse sig markedet for at blive i arbejde. Det vil eksempel betyde at gå ned i løn, øge indsatsen eller ændre arbejdstimerne. 

Ulempen ved dette er dog, at hvis alt går galt (at man eksempelvis mister sit arbejde), så er man virkelig på røven, da staten ikke kan tilbyde et sikkerhedsnet.

Den residuale model har som tidligere nævnt rod i lande med meget stærke traditioner, og hvor velfærden skabes af det private initiativ i civilsamfundet. Hvis man ikke kan klare sig på markedet, er det civilsamfundet, som skal tage sig af de udsatte og staten bliver kun inddraget for de allersvageste.

Eksempelvis så vi i Michael Moores dokumentar ”Sicko”, at et forældrepar, hvor moren fik kræft og manden led af flere blodpropper, var tvungne til at flytte ned i deres voksne børns kælder, fordi deres forsikring løb op og de ikke kunne arbejde.