Den passive, pengeudbetalende velfærdsstat - Astrid

Den passive, pengeudbetalende velfærdsstat

Danmark er et stolt land, det ville være at vende den anden kind til, hvis man forsøgte at benægte dette; i Danmark skal vi alle være danskere, vi skal alle være en del af det danske fællesskab, hele molevitten, selv vand med brus, det kalder vi nemlig for danskvand. Ser jeg alvorligt på velfærdsstaten over kanten af bogholderimappen, bliver jeg hurtigt gennet væk, for velfærden må jeg ikke pille ved, det er udansk og et tydeligt opråb om, at jeg ikke ønsker at tage del af dette fællesskab. ”Middelklassen romantiserer underklassen” mener Karina Pedersen i debatten omkring kontanthjælp – og jeg er fuldstændig enig.

Vi går rundt i forestillingen om, at det er staten, som er fællesskabet, hvilket jeg selvfølgelig kun kan beklage. Det er et smuthul vores virkelighed, som har vokset sig større og større i løbet af de seneste tredive år. ”Knækket kom i 1980’erne” estimerer Karina Pedersen i det hun mener, at det var omkring her, at velfærdsstatens promiskuøse røde løber og adfærd tog overhånd og trak støttemodtagerne med sig i fordærv.

Det gør mig forvirret, når jeg får af vide, at jeg er individualist og egoistisk, fordi jeg ikke støtter op om den danske velfærdsstat. Misforstå mig ikke, jeg holder meget af vores velfærd, men ”den passive, pengeudbetalende velfærdsstat” som Lisbeth Zorning fremlægger det, kan jeg på ingen måde spejle mig selv i. Er det ikke netop de individer, der vælger flasken og sofaen på grund af kontanthjælpen, som er sygeligt centreret om dem selv? Er det ikke netop disse mennesker, som er egoistiske? Er det ikke netop dem, som fremvælger fællesskabet og i stedet pisser det op og ned ad ryggen?

Min mor lider under adskillige sygdomme og er ikke rask nok til at kunne arbejde, hun har opfostret min søster og jeg udelukkende med førtidspensionen at takke. Præcis som Zorning, mener jeg, at velfærden kun skal gives til de danskere, som har absolut brug for det, alt andet vil jo evident virke destruktivt både for velfærdsstaten og modtagerne. I denne sammenhæng bør man selvfølgelig også huske sig selv på, at, som den tidligere kvindelige præmiereminister Margaret Thatcher sagde, ”problemet med socialismen er, at man i sidste ender løber tør for andre folks penge”. Den nuværende kontanthjælpsordning er på ingen måde en investering, det er et smuthul, hvor andre folks penge aldrig kommer op igen.

Astrid Laura Dam Jensen 1.K

Julie Thielsen

Skal der skæres i overførsel indkomsterne?

Ja der skal bestemt skæres! Vi bruger alt for mange penge på overførslerne.

Jeg mener helt klart at vi skal bruge pengene anderledes.

De penge overførselsmodtagerne får af staten, bruges ofte forkert. Jeg mener at pengene KUN burde bruges på de nødvendige ting, såsom husleje og mad.

For at få dette stoppet:

Helt i bund og grund, synes jeg man burde se på de unge. Altså i en tidlig alder holde øje med de unge i det forkerte miljø. Muligvis med hjælp fra lærere og de voksne på ungdomsklubberne. Jeg mener derfor at f.eks. lærerne eller andre voksne omkring et ungt menneske, bør holde ekstra øje med det enkelte individ, og sende dem i den rigtige retning i stedet, så de ikke ender på kontanthjælp. Udover det, tror jeg at det er en god ide, at sætte ’flere’ rollemodeller ind i det unges liv, til at påvirke dem i den rigtige retning. Eksempelvis til at tage en ungdomsuddannelse eller en erhvervsuddannelse. Give dem noget at se op til, og selvfølgelig også mål.
Hvis man er i et dårligt miljø, og får hjælp, og deraf ændrer sin indstilling, vil der ske fremskridt. Er man indstillet på at der skal ske fremskridt, vil der ske fremskridt, og ikke et sekund før. Men som ovenstående er det allerede i en ung alder man bør give dem hjælp. Jeg er meget enig med Lisbeth Zornig Andersen i at, vejen ud ikke er penge, men at vejen ud er menneskerne omkring en.

Jeg er samtidig også imod at man skære ned på, kontanthjælp. En ene mor vil f.eks. have rigtig svært ved at kunne klare sig og sine børn, hvis der blev skåret ned på de kontanthjælpe. Derimod mener jeg også at hvis de bliver ved med at skære ned på det, vil der komme mange flere indbrud, hvilket vi selvfølgelig heller ikke ønsker.

Så vi bliver nødt til at gå ind og se hvad den ’ene mor’ har brug for, og hvad hendes børn har brug for.

Konklusion:
Hvis en individuel person f.eks. har et alkohol problem, vil den individuelle person bruge sine penge på det frem for mad, hus og andre private behov, som måske smøger osv. Hvis man lavede en aftale med dem om at man SKAL se kvitteringer på at de penge der bliver tilbudt, bliver brugt ordenligt, og ikke på fornøjelser.

På den måde vil vi hverken skære MEGET ned på overførslerne, fordi vi går ind og ser på hvad ’den enkelte’ har brug for, og holder øje med hvad det bliver brugt på. På den måde, kan vi forhåbentligt skræmme folk væk fra at komme på kontanthjælp, da det kun vil være penge til nødvendigheder der vil blive tilbudt.

Samtidig skal vi bruge mere tid på at gå ind og se hvorfor den enkelte ikke har arbejde, og hvad vi kan gøre for at få ham/hende i gang hurtigst muligt igen.

Selvfølgelig er der undtagelser. Jeg mener at hvis vi igen snakker om en ene mor, med to-tre børn, vil der selvfølgelig også skulle være plads til ’små fornøjelser’, bare ikke som alkohol og smøger, men f.eks. gaver til fødselsdag og jul, og plads til at kunne tage i svømmehallen en dag.

Læsebrev Andreas Frandsen

Læsebrev.

Jeg fatter overhovedet ikke, hvordan det kan være rigtigt at vi stadig ikke har lært noget, af de historier som vi kender til. Vi har to klare eksempler her, på folk som har fundet vejen ud af de elendige situationer som de har været i. Det er godt nok to forskellige metoder de har brugt, men det betyder jo bare, at der ikke kun findes én metode at slippe ud af det på. Men hvorfor fanden er det så at vi ikke prøver på at støtte de metoder som vi kender til at have virket? Men stadigvæk benytter de samme metoder, som både Karina og Lisbeth forklarer ikke hjælper overhovedet. De fleste af de mennesker der lever i underklassen udnytter de penge de får, lever i druk og misbrug, i stedet for at prøve på, at slippe ud af det. Så kan vi måske prøve at hjælpe dem af med de vaner hvis vi alligevel sparer penge på at cutte i deres hjælp, det vil jo også resultere i at vi sparer de penge når de så ikke er i misbrug længere. Netop fordi, at de ikke behøver at slippe ud af det. De kan nemlig leve alene på de penge de får fra staten, og derfor behøver de ikke at komme ud af det. Hvorfor er det så at vi ikke prøver at lytte til de mennesker der har erfaring med det, og ved hvordan det er, at vokse op i underklassen og slippe ud af det liv. Jeg mener ikke at deres støtte nødvendigvis skal fjernes helt, men så længe de får penge nok til, at de kan leve kun af det, så prøver de ikke at slippe ud. Hvis vi giver dem en støtte der gør, at de også er nødt til at finde noget at lave, i form af arbejde, for at få penge nok til at leve for. Så de kommer i gang, og bliver nødt til, at kæmpe lidt for at kunne leve.
I Danmark har vi mulighed for, at få en gratis uddannelse igennem vores skattesystem, så det med at man vælger at læse på staten i stedet for at uddanne sig, synes jeg er latterligt. Jeg synes vi burde leve i et land hvor man er nødt til, at prøve sit bedste for at få uddannelse og arbejde, så man har råd til det man har brug for, det kan ikke være rigtigt at vi skal betale for at folk ikke gider lave noget selv.
Jeg synes faktisk, lidt impulsiv tanke, at hvis man vælger at uddanne sig, og derefter måske ikke kan få et job så man må leve på kontanthjælpen, så synes jeg det er fair at de får nok til at leve for, hvis de konstant prøver at komme i arbejde, og også har taget en uddannelse. Men hvis du vælger ikke at tage imod de tilbud, som du får tilbudt og igennem hele livet bare tænker, at man skal leve på at nasse fra staten uden at lave noget som helst, så er det sku dit eget problem. Det synes jeg ikke at jeg skal betale for.
Og hvis det skaber at folk bare vælger at få en uddannelse og så leve af kontanthjælpen efter og med vilje ikke får et job, så må de jo leve af de penge de kan i de få år de får kontanthjælp, og så er resten af deres liv deres eget problem. Jeg vil ikke betale for at folk skal sidde på sofaen og ikke lave noget.

Staten burde komme ud af starthullerne, og kigge på hvad der foregår og være aktive i, at få styr på det der foregår, i stedet for, at være passive og bare give pengene ud og lade tingene stå til.

Læserbrev 

Jeg synes, at der skal skæres i overførselsindkomsterne (kontanthjælpen især), så vi kan få folk ud på arbejdsmarkedet igen. Det danske samfund er indrettet, så de svageste i samfundet modtager økonomiskhjælp og støtte. Vi giver noget til de andre via fx skat, men det kommer tilbage til os selv i sidste ende ved, at vi fx kan gå gratis i skole og komme gratis til læge. Derfor synes jeg også, at vi som borgere i Danmark har en pligt, der lyder på, at bidrage til samfundet hvis vi er i stand til det. Velfærdsstaten bygger bl.a. på sætningen ”Gør din pligt og kræv din ret.” Det er måske mere blevet til kræv din ret, og gør måske din pligt.

Jeg ser ingen grund til at nogle mennesker, som faktisk arbejder, kan tjene mindre end dem der ikke arbejder, men får penge fra staten. Der er altså tale om mennesker der står tidligt op hver morgen og tager de ufaglærte jobs, mennesker der stadig bidrager til samfundet og ikke sidder derhjemme og har ondt af sig selv. Derfor mener jeg at kontanthjælpen skal sættes ned så der er et behov eller en motivation fra den arbejdsløse, om at få en uddannelse og komme ud på arbejdsmarkedet.

Grænsen på 2 år for dagpenge synes jeg er helt retfærdig, så den synes jeg ikke der skal ændres ved.

Jeg er både enig og uenig med Karina og Lisbeth. De har ret i at pengene man får som kontanthjælpsmodtager ikke gør godt, fordi man som kommune ikke kan vide hvad pengene bliver brugt til. Pengene kan blive brugt på alt andet end at holde en ikkeeksisterende hverdag kørende. I stedet for kunne nogle af pengene blive brugt på ansættelse af flere psykologer, lærer eller pædagoger, der faktisk vil være i stand til at hjælpe dem på fode mentalt.

Altså skære ned på kontanthjælpen, men øge den hjælp der kommer i form af varme hænder.

Fang de unge!

Vi skal have gang i de arbejdsløse. De nasser på samfundet, fordi at største delen af dem sagtens kan arbejde og forsørge sig selv. Der er alt for mange af de danskere som lever af en overførelsesindkomst som bare ikke gider, fordi det ikke kan betale sig at arbejde.

Vi skal ud til de unge i underklassen, da det er dem som har brug for hjælpen. Det er de unge som skal bære samfundet videre, så derfor er det vigtigt at vise dem at de kan gøre det bedre end deres forældre. Selvom deres forældre lever af en overførselsindkomst kan de unge sagtens gå ud og få sig en uddannelse, og kæmpe sig op fra underklassen.

Vi bliver nødt til at blive bedre til at få de arbejdsløse ud i aktivering, og ikke bare dele overførselsindkomster ud til alle og enhver. Der skal være en god og gyldig grund. Nogen mener at dette skal gøres ved at sænke deres indkomster, men personligt synes jeg ikke at det er fair overfor de folk som faktisk har brug for pengene, fordi de ikke er i stand til at arbejde pga. F.eks. arbejdsskader. Andre mener at man skal have fat i lærere, pædagoger og fodboldtrænere. Men problemet er bare, at de fleste pædagoger og lærere ikke har overskuddet til at guide de unge mennesker. Desuden er det alt for ofte reglen og ikke undtagelsen, at unge mennesker ikke gider at høre på de voksnes fornuft.

Læsebrev

Jeg er enig med Karina Pedersen holdning omkring ”underklassen” det kan simpelthen ikke passe at staten skal betale så mange penge til ”underklassen”. Alle de penge som vi normale arbejdsborger betaler i skat, så skal mange af dem gå til folk som intet gider overhovedet.  Det vi gøre, det er at vi overhovedet ikke motiverer dem til at arbejde, eller stiller noget op med deres liv. De personer de er jo bare der hjemme og bruger alle der penge på cigaretter og sidder på deres flade. Det vi burde gøre, det var kun at give dem nok penge, til lige at kunne leve for. For at kunne betale for deres mad og for deres husleje. Nok til at de kan have tag over hovedet og overleve. De mennesker fra ”underklassen” skal ikke vokse op med, at det er i orden, at de direkte nasser fra samfundet. De skal ikke vokse op med, at de som 18 årig skal gå til kommunen og få kontanthjælp, og derefter førtidspension, når de er raske nok til at arbejde og være til gavn for samfundet. I stedet skal vi prøve på at skabe mønsterbrydere

De vi i stedet kan gøre, for at hjælpe de mennesker som godt kan være til gavn for samfundet, og som er raske. De skal ”skubbes” lidt sammen med folk fra middelklassen. Folk der lige giver en ekstra hånd, og støtter op. Det kræver hjælpsomme mennesker. Folk der har overskud til at tage sig af andre mennesker, som har problemer. Folk fra ”underklassen” skal heller ikke føle at uddannelse er til grin, hvis de føler uddannelsen intet er værd, og at det er noget som de bliver vokset op med, så er der endnu større chancer for at de bliver ligesom deres forældre, og det er netop noget som vi borgere skal hjælpe dem med ikke at blive. Så er der større chance for at de kommer til at blive mønsterbrydere, og ikke ender som deres forældre.  Så det er sådan set personens eget ansvar, men også alle andre normale borgeres ansvar, at hjælpe. I stedet for at vi kigger ned på dem, også mister de fuldstændig motivationen til at arbejde, og føle sig til gavn.

Hvad er det perfekte liv?

Mennesker har lyst til at leve. Mennesker har lyst til at leve et rigt liv, men hvad er et rigt liv? Det er forskelligt for de forskellige klasser i samfundet. For nogen er det et hus, nogen en telefon, nogen et måltid om dagen. Hvis man har muligheden for et leve et ifølge sig selv, perfekt liv uden at skulle bidrage, hvorfor så gøre det?

Hvis man skal formulere et eksempel kunne det forklares sådan her.

John på 8 år bor i en husstand uden en far og med en mor på kontanthjælp. John ønsker sig iPhone . På hans fødselsdag bliver hans ønske opfyldt og det er glade dage. Men hvordan har moren råd til det? Fordi at kontanthjælpen er ulogisk høj, og fordi at hun sparer på de forkerte ting som f.eks. skoleredskaber, sund mad osv. Alt sammen bidrager til han får en dårlig skolegang (den er jo ligegyldig ifølge moren). I øvrigt er det også ligegyldigt hvis hun bruger for mange penge. Hun kan bare hente nogle flere ved kommunen. Moren har altså ikke et personligt forhold til pengene fordi hun bare får dem udleveret. Hun har ikke slidt og slæbt.

På Johns alder tænker man ikke på biler, store huse eller status. Der tænker man mindre som for eksempel en iPhone.

Et kontra eksempel.

Jimmi går i samme klasse som John. Hans far og mor arbejder begge med mindsteløn. Som John ønsker Jimmi sig også forfærdelig meget en iPhone men han ved nok godt at han ikke får den. han får ikke så tit nye ting. På hans fødseldag får han ingen iPhone.
Han får derimod en ældre model af et andet mærke. Hans forældre kan se at han bliver skuffet, selvom han godt vidste der ikke var de store chancer for at han fik hvad han ønskede. De prøver at forklare ham at der simpelthen ikke er råd til en splinterny smart iPhone med deres hårdtindtjente løn, og i øvrigt er det også en overflødig ting. Det vil altså sige at de har et andet syn på penge fordi de selv tjener dem, og de giver de videre til John. John har som skrevet ikke fået den iPhone han ønsker ergo er det altså ikke hans perfekte liv, og som jeg skrev i starten søger folk efter deres perfekte liv, og han ved at den eneste måde at gøre så han for råd til de goder han nu har lyst til, er ved at arbejde.


Det som går galt her, og som kommer til at føre John hen imod at blive som sin mor er at hun videregiver sit forhold til penge(altså sit upersonlige forhold til penge fordi hun ikke har tjent dem selv) til sit barn. John kan ikke se hvorfor han skulle begynde at arbejde, når han alligevel får det som ifølge ham symboliserer det perfekte liv. Penge vokser på træer og kan hentes nede ved kommunen.

Men kan man ikke følge John? Min overskrift er det perfekte liv, og hvis man har adgang til dette (henviser til mit eksempel omkring at John får sin iPhone)  er der vel ingen grund til at arbejde? Hvis man derimod gjorde sådan at det fik konsekvenser at være arbejdsløs, skal man nok finde et arbejde. Hvorfor? Fordi mennesker har et indbygget fantastisk overlevelsesinstinkt, uden man måske ved det.

Men hvad skal der så ændres?

Hele kontanthjælpsordningen skal reformeres. Ihvertfald for den gruppe som ikke er hindret i at arbejde. Jeg ser ikke andre muligheder. Det lyder måske barskt, men disse "ofre" skal nok indorde sig efter et stykke tid. Og hvorfor tror du så at "ofrene" vil indordne sig Aske? - Det bringer mig tilbage til min første sætning.