Cecilie Majgaard

Jeg er uenig med Karina Pedersen. Men til gengæld er jeg enig med Lisabeth. Jeg mener ikke at man personligt skal gå ind og tage vare for sig selv, når man er blevet født eller ryger ind i underklassen, med en fordrukken mor og brødre der allerede er røget ind på samme spor som deres mor. i dette tilfælde skal man kunne få hjælp.

Denne hjælp er ikke overførselsindkomsten eller kontanthjælp! Både Karina og Lisbeth mener begge to at pisse penge ikke hjælper underklassen. Karina siger: ”velfærdsstaten har rullet den rød løber ud for underklassen” For alle disse penge de får når de er på kontanthjælp eller overførselsindkomsten, dem bruger de på stoffer, cigaretter og øl – i stedet for at bruge dem på at komme i gang med et arbejde, eller at skade sig et ordentligt liv, hvor man køber ordentlig mad, eller skal kunne passe på sine børn. Dette kan de ikke selv klarer, de udnytter pengene på en helt forkert måde.

Karina er meget optaget af det personlige ansvar, hvor Lisbeth heller vil have at velfærdstaten går ind og støtter disse mennesker, bare på en anden måde end ved at give dem penge. En af Lisbeths argumentationer er: ”Jeg er skeptisk over for den passive, pengeudbetalende velfærdssat. Men ikke over for den velfærdsstat, der i form af skolelære, pædagoger og socialarbejder tager fat i de unge”. Dette er jeg helt enig i, hvis de i stedet for, at bruge penge ved at give dem til underklassen, hvorfor så i stedet for ikke bruge de penge til at give speciallære- og pædagoger osv. Lån, så vi kan få flere af dem. Så der er større mulighed for, at de ”rigtige” er der for de børn der har brug for det.

Hun siger også at man aldrig må lade et menneske blive hjemme, altså bare fordi Jørgen er fyld 45 og er på førtidspension, betyder det ikke at man ikke kan red ham ud af underklassen. Hvis man finder et lille job til dem, som at  engang i ugen, skal hjælpe gamle fru Olsen nede på hjørnet med at slå græs, det er noget der holder folk oppe. For nu har Jørgen noget at se frem til, og noget han skal passe, for han vil jo ikke gøre gamle fru Olsen skuffet over at han ikke kommer. Det er dette der holder mennersker i gang, at gøre noget for andre og at holde sig selv i gang. Lisbeth siger: ”Mennesker søger mening, og selv dem, som er langt ude, blomstre, når de for lov til at lave nogen meningsfuldt”. Det er det samme med Jørgen og Fru Olsen, det betyder noget for fru Olsen at Jørgen slår hendes græs, så derfor løfter det Jørgen.

Lisbeth mener heller ikke, at man skal holde moralprædiken, det hjælper ikke.  Man kan ikke tale moral til en fuld hjerne. Man er nød til at gøre dem ædru først, før man kan snakke ordentlig med dem.  Når de er ude i misbrug kan de ikke stå op og passe deres børn og få dem ordentlig i skole, mange mødre, der har fået fjernet deres børn spørger, hvorfor der ikke flyttede en ind, en der kunne hjælpe dem op ret linje igen og hjælpe dem med at komme op og få børnene i skole og lave ordentlig mad – Dette er hvad vi burde bruge velfærdsstaten til.

Cecilie Majgaard Laursen