Den passive, pengeudbetalende velfærdsstat - Astrid

Den passive, pengeudbetalende velfærdsstat

Danmark er et stolt land, det ville være at vende den anden kind til, hvis man forsøgte at benægte dette; i Danmark skal vi alle være danskere, vi skal alle være en del af det danske fællesskab, hele molevitten, selv vand med brus, det kalder vi nemlig for danskvand. Ser jeg alvorligt på velfærdsstaten over kanten af bogholderimappen, bliver jeg hurtigt gennet væk, for velfærden må jeg ikke pille ved, det er udansk og et tydeligt opråb om, at jeg ikke ønsker at tage del af dette fællesskab. ”Middelklassen romantiserer underklassen” mener Karina Pedersen i debatten omkring kontanthjælp – og jeg er fuldstændig enig.

Vi går rundt i forestillingen om, at det er staten, som er fællesskabet, hvilket jeg selvfølgelig kun kan beklage. Det er et smuthul vores virkelighed, som har vokset sig større og større i løbet af de seneste tredive år. ”Knækket kom i 1980’erne” estimerer Karina Pedersen i det hun mener, at det var omkring her, at velfærdsstatens promiskuøse røde løber og adfærd tog overhånd og trak støttemodtagerne med sig i fordærv.

Det gør mig forvirret, når jeg får af vide, at jeg er individualist og egoistisk, fordi jeg ikke støtter op om den danske velfærdsstat. Misforstå mig ikke, jeg holder meget af vores velfærd, men ”den passive, pengeudbetalende velfærdsstat” som Lisbeth Zorning fremlægger det, kan jeg på ingen måde spejle mig selv i. Er det ikke netop de individer, der vælger flasken og sofaen på grund af kontanthjælpen, som er sygeligt centreret om dem selv? Er det ikke netop disse mennesker, som er egoistiske? Er det ikke netop dem, som fremvælger fællesskabet og i stedet pisser det op og ned ad ryggen?

Min mor lider under adskillige sygdomme og er ikke rask nok til at kunne arbejde, hun har opfostret min søster og jeg udelukkende med førtidspensionen at takke. Præcis som Zorning, mener jeg, at velfærden kun skal gives til de danskere, som har absolut brug for det, alt andet vil jo evident virke destruktivt både for velfærdsstaten og modtagerne. I denne sammenhæng bør man selvfølgelig også huske sig selv på, at, som den tidligere kvindelige præmiereminister Margaret Thatcher sagde, ”problemet med socialismen er, at man i sidste ender løber tør for andre folks penge”. Den nuværende kontanthjælpsordning er på ingen måde en investering, det er et smuthul, hvor andre folks penge aldrig kommer op igen.

Astrid Laura Dam Jensen 1.K