Anne-Gry Olesen

Ansvar kræver handling!

Med Lisbeth Zornig Andersen og Karina Pedersens indlæg, to meget relevante holdninger om overførselsindkomst og underklassen, bliver samfundet nød til at handle og finde en løsning. Pengene vælter ikke ud af statskassen lige pt. og kommer heller ikke til det ud i fremtiden, vi kan derfor ikke blive ved med at pumpe penge ind i velfærdsstaten. De er begge et bevis på, at det kan lykkes at bryde sin sociale arv, men de viser også, at der ikke kun er en rigtig måde at hjælpe folk videre på.

Jeg mener, at lige meget hvem og hvilket ansvar nogen bliver pålagt, kræver det en handling fra de ansvarlige, hvis tingene ikke fungerer. Staten har ikke resurser til at tage hele ansvaret for underklassen, derfor bliver underklassen nød til at tage ansvar for dem selv. Kun gennem ansvar bliver underklassen tvunget til at handle selv.
Vi skal have opbygget et samfund, hvor det kan betale sig at yde sit bedste. Jo mere man prøver og kæmper for at rejse sig fra sin sociale arv, jo større er chance jo for at det lykkes. Selv om mor er alkoholiker og far aldrig har eksisteret i ens liv, har de fleste muligheden for at tage en ordentlig uddannelse og få sig et job. Argumentet om, at det ikke er sejt at uddanne sig, holder på ingen måde i et samfund. Det er en af de mest egoistiske tanker, man kan have. Ved at fravælge uddannelse, fordi det ikke er sejt i underklassen, er det samme som at sige, man vil have resten af Danmark til at betale for sin tilværelse resten af ens liv.

Der skal skæres i overførselsindkomsten, så de udsatte kun lige har råd til mad og tag over hovedet. Hvis de vil have råd til nyt tøj, smøger eller alkohol, må de skaffe sig en indkomst. De penge staten sparer på nedskæringerne skal bruges til at tilbyde overførselsmodtagere, der bruge deres penge på alkohol og rygning, grundet afhængighed, hjælp til afvænning.

Det giver dem en mulighed for at starte på en frisk, uden afhængighed, hvor de kan leve af deres kontanthjælp, mens de finder uddannelse eller job.